En kvinde, lad os kalde hende Ingeborg, var i terapi hos mig over en længere periode. Opvæksten var præget af mangelfuld kontakt og udskamning fra mor og stedfar. Ingeborg havde et ønske om at styrke selvværdet og være i stand til at være mere autentisk i livet. Hun kæmpede med, at der var mange ting ved hende selv, hun ikke kunne lide. En dag tog vi et nærmere kig på en følgesvend, hun havde haft hele livet, og som hun var godt træt af: Pleaseren.

Ingeborg havde op igennem sin barndom fundet ud af, at hvis hun agerede fra en pleasende side, var det, som om det kastede lidt mere kærlighed og kontakt af sig. To ting, hun desperat hungrede efter. Livet blev for en stund lidt mere overskueligt. Denne erfaring gjorde, at pleaseren blev en integreret del af Ingeborg. Hun fremstod nem at være sammen med og parat til at undertrykke sine egne behov, når der var anledning til det.

Som en del af vores ego-struktur rummer vi mange forskellige delpersonligheder: Kritikeren, Klovnen, Perfektionisten, Indpiskeren, Pleaseren og meget andet. Det er i sig selv helt naturligt og sundt, at vi kan tage forskellige kasketter på i løbet af en dag. Nogle gange, når et menneske kommer i ubalance, sker der imidlertid det, at en delpersonlighed kommer til at fylde uhensigtsmæssigt meget. Hvis det er svært at være med det alvorlige, kommer Klovnen til undsætning, Perfektionisten sørger for kontrol og værn imod kritik, og Pleaseren kan skærme imod konflikt og afvisning – for bare at nævne nogle få eksempler.

Ingeborg havde følt sig afvist og forladt som barn, og det ville hun for alt i verden undgå at føle igen. En alliance med Pleaseren opstod.

En øjenåbner af dimensioner

Da vi sammen undersøgte Pleaserens motiver, fandt vi ud af, at den gerne ville hjælpe Ingeborg til at føle sig forbundet, elsket og accepteret samt beskytte hende imod afvisning og forladthedsfølelse. Ædle motiver. Vi fandt dog også ud af, at konsekvenserne af at leve ud fra den side ofte efterlod hende med en følelse af at være uautentisk, uden kontakt til sig selv og sine medmennesker samt en dyb skam over at påtage sig en maske – hun følte skjulte hendes sande jeg.

I sin søgen efter andres accept og i sin undgåelse af forladthedsfølelse havde Ingeborg med andre ord forladt sig selv. Et skoleeksempel på et klassisk psykologisk paradoks: at vores forsvarsmekanismer ofte ender med at give os det, vi prøver at forsvare os imod.

Hvad så nu?

Undervejs i samtalen stødte vi også på en anden side af Ingeborg: den autentiske side. En side, der tillod hende at være åben og ærlig, vise sit sande jeg. Vi fandt ud af, at den side var utroligt god til at sørge for, at hun følte sig forbundet med andre mennesker. Og stærk. Og glad. Og meget andet.

Sikke et held – at alt, hun skulle gøre for at opnå det, hun længtes efter, var at være sig selv…

Med disse indsigter tog vi sammen hul på arbejdet for at skabe mere balance i Ingeborgs liv, så hun fik bedre mulighed for at være sig selv og autentisk i andres nærvær.