Kunsten at omfavne sig selv, selv når livet gør ondt
En kvinde, lad os kalde hende Gerda, med en svær baggrund kæmpede med lavt selvværd og ensomhed. Hendes historie er et eksempel på, hvordan terapi kan skabe forandring, selv når smerten virker uoverskuelig.
Gerdas opvækst var præget af alkoholiske og voldelige forældre, og hun blev desværre også udsat for seksuelle overgreb. Adskillige anbringelser gjorde bestemt heller ikke livet nemmere for hende. Som barn udviklede hun en overlevelsesstrategi: at fokusere på alle andre frem for sig selv. Denne strategi hjalp hende med at dulme smerten og få en smule kærlighed, men den efterlod hende med dybe sår på selvværdet. Ensomhed og skam blev faste følgesvende i hendes liv.
I mange år levede Gerda et liv i højt tempo. Hun arbejdede hårdt og sørgede for alle omkring sig, men undgik samtidig at mærke sine egne følelser. Denne strategi fungerede, indtil hun som voksen fik alvorlige hjerteproblemer. Pludselig kunne hun ikke længere holde det samme tempo. Hun måtte se sig selv i øjnene – og det var skræmmende.
Når frygten for tomhed tager over
I terapirummet delte Gerda sin frygt. Hun turde ikke sætte farten ned, for hvad ville hun så mærke? Hun var bange for den tomhed, der opstod, når hun var alene og ikke havde travlt. “Det føles som et stort, mørkt hul, hvor jeg forsvinder ned,” forklarede hun.
Vi arbejdede sammen om at udforske denne følelse. I stedet for at flygte fra den begyndte Gerda langsomt at give den plads. Efter at have mærket den i noget tid kom en erkendelse: “Når jeg er nede i det mørke hul, er der ikke noget lys eller noget at holde fast i, så må jeg bare give slip og være der.” For første gang oplevede hun accept af følelsen. Roen sænkede sig over Gerda. Over en længere periode havde vi arbejdet med hendes kapacitet til at rumme hendes følelser, og nu høstede hun frugterne af arbejdet. En milepæl i hendes rejse mod et bedre selvværd og mindre ensomhed.
En ny balance i livet
Efter denne indsigt begyndte Gerda at lytte til sin krop og sine behov. Hun tillod sig selv at hvile og tage en middagslur – noget hun tidligere havde undgået. (Middagsluren symboliserede både at komme ned i tempo og at tage sig af egne behov.) Hendes krop og hjerte begyndte at finde mere ro, og ensomheden føltes ikke længere så overvældende. Når den opstod, var hun i stand til at være med den.
Denne lille oplevelse blev starten på et kvantespring i hendes udvikling. Hun fandt ud af, at det faktisk var rart at navigere efter, hvad hun selv havde behov for, og begyndte rejsen hen imod at tænke mere på, hvad hun selv havde brug for i stedet for hele tiden at være opmærksom på andres behov. Hun sendte dermed et signal til sig selv om, at hendes egne behov betød noget – at de var vigtige.
Gerdas historie er en påmindelse om, at lavt selvværd og ensomhed kan bearbejdes gennem accept og nærvær. Når vi tør se vores sværeste følelser i øjnene, er der ikke længere grundlag for at holde liv i uhensigtsmæssig adfærd, som er designet til at undgå svære følelser, og vi kan finde en vej mod mere balance og livsglæde.